Flypassager ville på toilettet: Åbnede den helt forkerte dør
En passager på et fly til Pakistan skabte, i følge CNN, stort påstyr i Manchester lufthavn, da hun åbnede nødudgangen i forsøget på at finde toilettet.
Flyet, der skulle flyve fra Manchester til Islamabad i Pakistan, befandt sig på landingsbanen og var klar til take-off, da hun trak i håndtaget til nødudgangen. Det resulterede i, at døren åbnede sig, og den oppustelige rutsjebane foldede sig ud. Herefter måtte samtlige 38 passagerer, der allerede havde boardet flyet, forlade flyet igen. Hele episoden endte med, at flyet blev mere end syv timer forsinket, og passagerne måtte således vente til kl. 05:00 næste morgen, før de kunne komme afsted.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at en flypassager åbner nødudgangen. I foråret blev en ældre passager på et fly fra Kina anholdt og tilbageholdt for at sætte flysikkerheden i fare. Vedkommende havde forsøgt at åbne en nødudgang i nærheden af sit sæde i et forsøg på at komme hurtigere ud af flyet.
I september trængte en passager på et fly til Lanzhou i Kina til lidt frisk luft umiddelbart inden take-off. Hun besluttede sig for at benytte nødudgangen, selvom flypersonalet havde mindet hende om ikke at røre ved håndtaget på døren. Da stewardessen vendte sig om, for at hjælpe andre passagerer, fortalte passageren, at hun havde brug for frisk luft, hvorefter hun åbnede døren. Kvinden blev tilbageholdt, og flyet blev heldigvis ikke mere end en time forsinket.
Du skal dog ikke være bekymret for, at en passager åbner døren til nødudgangen næste gang, du flyver. Det er nemlig umuligt at åbne døren, lige så snart flyet er i luften. Det skyldes trykket i kabinen, som gør det umuligt at åbne døren i tilfælde af, at en flypassager skulle fare vild på vej til toilettet eller få lyst til lidt frisk luft oppe i skyerne.